
Jubilæet fejres med et vinylmixtape på kassettebånd i 20 eksemplarer og fire særlige vinylsæt i København og Aarhus med hiphop, han spillede eller lyttede til i sine første DJ-år, samt tre særudgaver af radioshowet WaxWorks w/ Nyboe.
Den 14. oktober 2005 spillede Nyboe, hvad han selv betragter som sin første officielle DJ-optræden – i hvert fald første gang til et hiphopjam med to pladespillere og en mixer. Han havde allerede i flere år styret og kurateret musikken, men for ham var man først DJ, når man spillede til hiphopjams med to pladespillere, en mixer og en stak vinyl!
Første job fandt sted i Nykøbing Mors til Total Undergrund, efter at folk igen havde forsøgt at booke ham. Når man voksede op i Aarhus og hver uge så nogle af landets og verdens bedste DJ's bag pladespillerne, skulle der selvtillid til, før man turde tage springet.
I begyndelsen spillede Nyboe med sin ven René, dengang kendt som Narko Mad Man og senere Analyse. Da René stoppede som DJ nogle år senere, spillede Nyboe et par år med O-Jay, inden han overvandt sin sceneskræk og angst og gik solo.
Det førte til en periode med stor succes som både opvarmning og DJ for internationale og danske rappere og som efterspurgt natklub-DJ. Men i 2012 skete det utænkelige: en alvorlig nakkeskade kostede flere års genoptræning og efterlod ham med konstante smerter.
Der gik omkring tre år, før Nyboe var tilbage på benene og bag pladespillerne. Det tog især fart på turné med Kejser A og Binær, hvor han vandt en international mixtapekonkurrence hos Reloop med et sæt optaget live på Lille Vega i 2015.
Det gav ny motivation. Der blev optaget flere livemixes og spillet til jams og fester. Men i 2020 skete det utænkelige igen: nakken kollapsede endnu en gang, og to år med øgede smerter, lang genoptræning og en DJ-pause fulgte. Efter to år kom han tilbage, denne gang mere fokuseret, men også mere forsigtig med ikke at spille mere, end kroppen tillader.
Siden har han vundet mixtapekonkurrencer hos blandt andre Wax Poetics & Polaroid og Reloop, lavet mixtapes og livestreamede sæt til pladeselskaber, brands og radiostationer i Canada, Australien, USA, Frankrig, England og Skandinavien og varmet op for blandt andre The Alchemist & Boldy James, Masta Ace, CRIMEAPLE, XP The Marxman, Guilty Simpson og El Da Sensei.
Han har igen fokuseret mere på at spille ren vinyl og samtidig fordybet sig i det, han altid har elsket, men ikke tidligere har følt samme mulighed for at spille: jazz-funk, library music, verdensmusik, rare grooves, samples og breaks.
I anledning af 20-års jubilæet vender Nyboe tilbage til rødderne med fire særlige vinylsæt i København og Aarhus mellem den 10. og 18. oktober med hiphop fra hans første DJ-år.
Han udgiver desuden et vinylmixtape på kassette i begrænset oplag med samme musikudvalg. Der er officiel releasefest den 15. oktober til det tredje arrangement på Mesteren & Lærlingen. Mixet bliver også sendt som en særudgave af WaxWorks på Black Rhino Radio i Rumænien og resten af verden.






